Hammer

Hvor kilderne springer...
 
Længst mod nordvest i Hedensted kommune findes Hammer sogn. Når man siger sogn, er det naturligt først at nævne kirken, som er det sted, man har søgt til helt fra 1100-tallet, hvor den blev bygget. Se hele kirkens historie på www.hammersogn.dk  
Kører man fra kirken længere vestpå ad Hammervej, kommer man forbi den gamle nedlagte skole, som nu drives som lejrskole, festlokaler og forsamlingshus se:   www.haervejenslejrskole.dk
 
Herfra åbner der sig et meget smukt kuperet landskab, og fortsætter man ad vejen, som neden for bakken bliver til grusvej, passerer man inden længe den spæde Gudenå kun ca. 1 km fra sit udspring.
 
Gudenåen danner kommunegrænse og regionsgrænse, så man har således bevæget sig fra Hedensted kommune ind i Vejle kommune og fra Region Midt ind i Region Syd.
 
Videre ad grusvejen, og når man har passeret ”Tinnetgård”, drejer man til højre ad Vandskellet, som fører direkte til parkeringspladsen ved Gudenåens kilde eller rettere kilder, for vandet pibler frem mange steder. Kun 300 m herfra finder man Skjernåens kilde, der i modsætning til Gudenåens er usynlig, fordi den findes i bunden af en lille sø.
 
Vandskellet, vejen, som går imellem de to udspring er den eneste mulighed for at gå på langs igennem Jylland uden at skulle krydse en af åerne.
Det er helt naturligt at lade kilderne være udgangspunkt for opdagelsesture i det smukke istidslandskab, der er formet af gletsjere og smeltevand for mere end titusinde år siden.
 
Området er rigt på kulturhistoriske minder i form af gravhøje fra stenalder og bronzealder, middelalderens Hærvej med den gamle studedriverkro ”Koutrupgård”, den gamle stampemølle, Hammer mølle og 1900-tallets formentlig første danske vandland nær kilderne. Ligeledes er der en rig flora og fauna med sjældne blomster og fugle.
 
 
Man bør lade bilen stå og begive sig på vandreture ad de markerede stier. Kortmateriale og læsestof finder man i Skov- og Naturstyrelsens folder ”Vandreture nr. 58”.
 
Der er rige muligheder for friluftsliv og naturoplevelser. Ved ”Koutrupgård”, som nu er naturskole, findes der en primitiv lejrplads, og andre steder i området finder man shelters, hvor der kan overnattes. Der også mulighed for at finde en skat i området, se www.geocaching.dk
 
Bevæger man sig fra dalen op på det flade land, finder man store landbrug med jord af meget svingende kvalitet. De små husmandssteder er blevet nedlagt og opkøbt.
 
Hvis man krydser hovedvejen og kører ad Nørremarksvej, kommer man til svæveflyvepladsen, som drives af Vejle Svæveflyveklub, se www.vsk.dk. Her er der mulighed for at få en tur og se området fra luften.
 
Ved hovedvejen ligger ”Rododendronhaven” der er en lille oase, som er et besøg værd i blomstringstiden.
 
Området her hvor kilderne springer er et enestående naturområde, hvor man på alle årstider kan motionere, rekreere, nyde stilhed og opleve smukke panoramaer. 
Sponseret af Deltavision