Fra Kilde til Kær / Nyt fra Lokalrådet...

Nyt fra Lokalrådet...

Hedensted Kommuneplan 2017-2029
 
Kommentar fra Lokalrådet

Vedr. Forslag til ændret arealanvendelse i Aale by.
 
Lokalrådet for Aale-Hjortsvang har følgende kommentarer til forslaget om nye mulige bosætningsområder i Aale.
 
1) Det foreslåede nye boligområde syd for byen, og i umiddelbar forbindelse med de nyligt udlagte fem ”skov-parceller” (delvist langs Raskvej) giver god mening. Det må betragtes som en direkte videreførelse af de seneste års udvikling af boligområderne i sydgående retning.

2) Det foreslåede nye boligområde nord for kirkegården og stødende direkte op til boldbanerne kan for så vidt muligt godt accepteres, såfremt den ønskede udvidelse ikke medfører nogle begrænsninger i byens/borgernes muligheder for boldspil/idrætsudøvelse på det eksisterende anlæg.

Generelt er Aale-Hjortsvang lokalråd meget positivt indstillet overfor muligheden for etablering af nye byggegrunde i Aale. Det er tidligere anført overfor Hedensted Kommune, Fritid og Fællesskab, at etablering af nye byggegrunde ønskes som storparceller. Denne type byggegrunde har vist sig at passe godt ind i Aales udvikling, og nok så vigtigt har tidligere erfaringer vist, at storparceller opfylder mulige nye bosætteres behov.
 
Set med Lokalrådets øjne er det derfor vigtigt at bygge på tidligere tiders positive erfaringer. Dette indebærer også, at mulige nye byggegrunde (af normalstørrelsen på ca 900 kvm) ikke har nogen interesse, da nylige erfaringer (omkring udstykningen ved Roloddet) har vist, at der ikke er den nødvendige efterspørgsel.
 
Venlig hilsen
Lokalrådet Aale-Hjortsvang
Kari-Ann Broeng, Ole Ødman, Helle Søndergaard og Per Heller
 
 
Ny rutemærkning i skoven
Lokalrådet har ansøgt om en ny ruteafmærkning i skoven som matcher Uldum Kær
Den eksisterende ruteafmærkningspæl foreslås udskiftet med ny brunmalet ruteafmærkningspæl.
Måden at afmærke rute på er et gammelt system, som Vejle Amt anvendte.
 
 
 
 
Åbne landsbyer 2017
KOM OG BESØG AALE OG HJORTSVANG - SØNDAG DEN 21. MAJ 2017.

Går du og drømmer om at bo på landet - i byerne med Gudenåen, skoven og naturen tæt på.

Så kom søndag den 21. maj kl. 9.30-16.00

Se og hør om at bo i et af Midtjyllands bedste lokalområder. Aale og Hjortsvang er beliggende i hjertet af Danmark i et landligt område med fredelige omgivelser.

Den 21. maj åbner Hedensted Kommune for salget af 5 attraktive skovparceller på omkring 1300 m2 - Skovloddet ved Raskvej i Aale. Lokale ejendomsmæglere står for salget.

Derudover har Hedensted Kommune også grunde til salg på Roloddet i Aale.

Der vil være mulighed for fremvisning af boliger der er til salg i området ved henvendelse til ejendomsmæglerne.

Aale og Hjortsvang har mange foreninger med mange forskellige tilbud for alle aldre og interesser. Gennem året finder man en bred vifte af tilbud og begivenheder.

Vi byder indenfor i vores lokalsamfund og viser en del af det Aale og Hjortsvang byder på af forenings- og erhvervsliv.

Der er aktiviteter både i Aale og Hjortsvang.
 
Syriske Gryder
Vi var 60+ samlet i Minihallen fredag den 10. juni 2016
Der blev leget, talt og lavet mad, hvor vi var samlet til fredagscafe arrangeret af Kari-Ann Broeng, Maria Bech Tuominen og Anette Thomsen. Aktiviteter i Minihallen som Majken Stoltenberg stod for og legede med børnene fra Aale - syriske og danske, mens hallen blev fyldt med dufte fra skolekøkkenet, hvor der blev tilberedt syrisk mad.

Danskere og syrere var samlet for at lære at lave mad. Helle Søndergaard, Shadi Hariri og Abelmanaf stod for instruktionen, hvor danskere og syrere lærte at tilberede aftenens menu.

Projektet ”Syriske gryder” er søgt hjem af Helle fra Lokalrådet og støttet af Hedensted lokalpulje og lokalrådet Aale-Hjortsvang-Hammer.
Eftermiddagen og aftenen var forberedt af Kari-Ann Broeng, Anette Thomsen, Maria Bech Tuominen og Helle Søndergaard.
 
Opskrifter kan hentes her...

Aktiviteter ved grillen - gryder og pander var i gang i køkkenet, hvor der også var en ung syrer som skulle lære at lave mad, danskere der var nysgerrige på at lave maden og benytte krydderier på en ny måde. Paprika, spidskommen, hvidløg – både som pulver og frisk samt allehånde og tørrede koriander blandes med dufte af frisk mynte og bredbladet persille.

Menuen stod på:
• Hummus
• Shis Taruk – kyllingespyd
• Fatoush – salat
• Baba Ganoush – aubergine mos
• Auberginer med kebab - grillet
• Hvidløgscreme som er mayonnaise med æggehvider og ikke æggeblommer som er den franske og danske opskrift.

Desuden havde Shadi tryllet med en kylling kebab, og meget mere.

Vi fortsætter med at lave mad og finde nye måder at tale sammen på.
 
 

Networking & Syrisk Buffet i Aale Forsamlingshus

 
Kære alle,

Tak fordi I kom til "Networking & Syrisk Buffet" den 4. november. Det var en fornøjelse, at vi sammen kun smage på den fantastiske syriske mad, hvor Shadi på Rogaardsvej var chefkok for.

Formålet med aftenen var at vi kunne hilse på hinanden og smage den lækre syriske mad. Bygge bro og finde løsninger på de største udfordringer, som de nye borgere i Aale og omegn har: Job og transport... og sproget er også en udfordring.
Et smil og et forsøg er den første måde vi kan kommunikere med hinanden.

Vi har ikke mulighed for tolkning, men må finde løsninger og fælles sprog. Denne aften var Bassem Stefan med som tolk, og det gav mulighed for at få tolket, og besvaret konkrete spørgsmål.

Ingen tvivl om, at der er flere spørgsmål, men dem bliver der lejlighed til at få svar på i fremtiden.

Der kom rigtig mange gode idéer, som vi vil arbejde videre med. Og har du lyst til at tage initiativ eller invitere til noget du allerede gør, så bank på hos en af familierne eller skriv til Helle på hs@besked.com

Tak for de gode idéer. Ideerne kan du læse her, og vi vil løbende lægge nyheder ud på hjemmesiden, facebook og forsøge at kommunikere via avis, og mund-til-mund.

Kørselsliste - Lokalt Go-more, hvor lokale kan skrive i et skema, hvor de kører hen. En mulighed er også, at køre forbi stoppestedet eller være opmærksom på, om der er nogle, der har behov for kørsel, når du alligevel kører til Tørring, Rask Mølle osv.
På mødet kom et konkrete tilbud om kørsel til Århus, Give i hverdagen og kørsel til Tørring.

Fælles køkkenhave på Bygaden 2 i Aale.

Liste med, hvad man har brug for eller ting man gerne vil dele eller har i overskud.

Gymnastik, folkedans og sportsaktiviteter i Minihallen – gratis fritidstilbud i ÅUI til børn og voksne.

Syrisk kogebog med nemme retter

Madlavning for de unge mennesker og for kvinder.

Arrangement i Minihallen med syrisk musik og dans + kaffe, te og kage.

Tilbud om fællesspisning i Hjortsvang den 1. onsdag i hver måned. Kørsel kan arrangeres.

To års gratis medlemskab af petanqueklubben.

Udarbejde oversigt over jobønsker og CV’er på nye borgere, så det er lettere at formidle kontakt til arbejdsgiver. På netværksmødet lykkedes det at skabe kontakt mellem arbejdsgiver og lokal syrer. Advokat Akram tager de første initiativer til at udarbejde en liste over syrerenes kompetencer.
 
På vegne af Lokalrådet
Helle - hs@besked.com - 76 90 52 00
 
 

Så er broen også klar i Rask skov

Nu går der lidt tid inden der næste gang, bliver lagt flis på og stier bliver gjort klar. 

Sig endelig til Helle (e-mail) på Gudenåvej 3, hvis du har lyst til at hjælpe næste gang, der skal lægges flis ud.

God sommer fra Lokalrådet.

Mange hilsner
Helle
 
 

Afgørelse Borgerbudgettering (BB)

Tak for stort engagement og stor opfindsomhed med projektidéer til lokalområdet og tak for den store deltagelse fredag den 24. april i Minihallen.
 
Til lykke til vinderene af BB, som er:
1. Multibane til Aale-Hjortsvang Børneby
2. Legeplads ved forsamlingshuset
3. Shelterplads med bålplads i Hjortsvang
4. Sti og planter omkring Aale-Hjortsvang Børneby
 
Projekterne skal senest være påbegyndt til september 2015
 
 
 
 
  

Årlig gennemgang med kommunen

Lokalrådet har været på den årlige gennemgang af skoven med kommunen og Jens Chr. fra Mattrup.
 
I weekenden den 21. februar lægges flis på og igen til august 2015.
Der sættes ny trampebro op på blå rute.
 
I løbet af marts trækkes et nyt lag grus ud på den gl. jernbanebro og det første stykke af stien.
 
På det sidste stykke af blå rute, hvor det specielt bliver vådt, når der arbejdes i skoven, anlægges en ny sti langs vejen, så det er muligt at gå der uden at have støvler på.
 
Broen udbedres i løbet af året.
 
Fantastisk meget er lykkedes og Lokalrådet er meget glade for samarbejdet med kommunen og Jens Christian fra Mattrup.
 
Meningen er ikke at det skal blive en ”gågade”.
 
God tur, hvis du skal ud at gå.
 
 
Forslag Kommuneplan 2017-2029
Klik på billedet for større plan

Networking & Syrisk Buffet
4. november 2015

- Tak fra Lokalrådet - klik her...
- Tørring Folkeblad - klik her...
- Billeder - klik her...
Sponseret af Deltavision